I’m leaving on a jetplane – don’t know when I’ll be back again..
..Sådan tror jeg bare vi starter det her indlæg. Straight to it. Forholdsvis råt, men noget, der har ligget mig på sinde i en tid.
Jeg føler, jeg har været nødsaget til at skulle overkompensere det meste af mit voksne liv. Jeg har tidligere taget nogle valg, som geografisk har placeret mig andetsteds end min familie. Det har, for mig, krævet at jeg skulle være ”ekstra meget på”, når jeg så min familie, eller finde en måde at være ekstra nærværende i dem, der holder af mig’s liv på trods af geografisk afstand. Hvis ikke jeg yder en ekstra indsats, så er jeg simpelthen så ræd for, at jeg ikke er god nok. Ikke en god nok datter, veninde, kusine, søster og kæreste. Og at dem, der holder af mig glemmer mig. Hvis jeg ikke formår at være det hele for dem, så er jeg ikke god nok. De to sætninger lader vi lige stå lidt. For det er jo fuldstændig vanvittigt. Det kan jeg godt se med min logiske hjerne. Men den overbevisning har jeg levet med så længe, faktisk siden jeg pakkede min cykel og flyttede hjemmefra som 17 årig. Den overbevisning er næsten second nature.
Nu sidder jeg så i Grønland. Geografisk meget langt væk fra mine veninder og min familie. Og har mit eget liv. Selvfølgeligt sker der helt naturligt noget afstand, fordi jeg er 4 timer bagud, og ikke lige er en togtur/gåtur væk. Alt er ikke som det plejer, for jeg KAN ikke være der fysisk hele tiden. Jeg har øvet mig på ikke at være så tilgængelig, kun i det omfang, det ikke overskrider mine egne grænser og også passer ind i MIT liv. Jeg skal ikke være til rådighed 24 timer i døgnet. Det skærer helt naturligt nogen fra og det er ok. Dem, som det er vigtigt for mig at holde en god kontakt med, dem går jeg stadig rigtig langt for. Jeg gør virkelig en indsats for at være nærværende i mine kæres liv på trods af den fysiske afstand. Men når jeg ikke bliver mødt i dét, at mine kære ikke ser indsatsen, så gør det saftsusme ondt. Når der ikke er respons på gaver, eller jeg tager mig selv i, at det IGEN er mig, der ringer op først eller tager kontakt, så bliver jeg ked af det ind i sjælen. Så mærker jeg, hvordan min gamle overbevisning igen blusser op, og jeg igen sidder og føler mig som en dårlig søster, datter, veninde etc. ”og det sgu da er klart, at der er ingen, der gider at ringe eller har lyst til at responderer på mine gestusser”. Og så kører angstens lastbil ellers med 200 i timen: du er dårlig til alt du laver, hvem tror du du er, alle hader dig, du er ikke god nok, hvad bilder du dig ind, du er værdiløs, du er uinteressant, du kan ikke finde ud af noget som helst, du er ubehagelig, ingen elsker dig [indsæt selv fuldstændige unødvendige og usande fornærmelser].
Så er det som om, alt det arbejde jeg har lagt i at forstå og acceptere, at jeg er lige som jeg skal være og jeg er god nok bare fordi jeg er i live – er pist væk, som dug for solen.
Men det skal fandme være løgn! Den overbevisning får mig ikke denne gang. Niks, du. Den må jeg længere ud i fjeldet med. Jeg vil prøve noget andet. I stedet for at vænne det indad, så det æder mig op af angst, så prøver jeg at sige det højt til dem, der trykker på mine knapper. Knapperne kan kun trykkes på, fordi de mennesker betyder meget for mig og det er vigtigt for mig at få lov at være noget for dem – også selvom vi er geografisk langt fra hinanden. Den geografiske afstand er for mig ikke lig med emotionel afstand, og der er andre relationer, hvor jeg faktisk føler, at den emotionelle afstand er blevet meget tættere, som en konsekvens af den geografiske afstand.
Det er klart, når jeg vælger at bosætte mig i et andet land, langt langt væk, så har det konsekvenser. I særdeleshed, når ens relationer opdager, at det ikke bare er endnu en fiks idé (for dem har jeg, ærligt, mange af), men faktisk er et ægte valg om en længere tilværelse. Alle valg har konsekvenser – og jeg ved, at konsekvensen ved at blive i København, havde været alt for dyr for mig. Hvis det endelig skulle vise sig, at min overbevisning skulle holde stik, og de nære relationer virkelig praktiserer en ”out of sight, out of mind”, så var de nære relationer nok heller ikke så nære, som jeg troede.
I virkeligheden er det en dybt dybt selvoptaget overbevisning at have. Folk har travlt. Livet går bare. Jeg har hovedet oppe i min egen røv og det har de fleste andre egentlig også.
Vi slutter med et billede af det smukke scenarie i Nuuk, fra weekendens grilltur i fjeldet. -10 grader, stiv kuling, men en meget glad kæreste og en meget glad mig (med en borderline alvorlig forfrysning i røven). Enjoy