Out of sight, out of mind

I’m leaving on a jetplane – don’t know when I’ll be back again..

..Sådan tror jeg bare vi starter det her indlæg. Straight to it. Forholdsvis råt, men noget, der har ligget mig på sinde i en tid.

Jeg føler, jeg har været nødsaget til at skulle overkompensere det meste af mit voksne liv. Jeg har tidligere taget nogle valg, som geografisk har placeret mig andetsteds end min familie. Det har, for mig, krævet at jeg skulle være ”ekstra meget på”, når jeg så min familie, eller finde en måde at være ekstra nærværende i dem, der holder af mig’s liv på trods af geografisk afstand. Hvis ikke jeg yder en ekstra indsats, så er jeg simpelthen så ræd for, at jeg ikke er god nok. Ikke en god nok datter, veninde, kusine, søster og kæreste. Og at dem, der holder af mig glemmer mig. Hvis jeg ikke formår at være det hele for dem, så er jeg ikke god nok. De to sætninger lader vi lige stå lidt. For det er jo fuldstændig vanvittigt. Det kan jeg godt se med min logiske hjerne. Men den overbevisning har jeg levet med så længe, faktisk siden jeg pakkede min cykel og flyttede hjemmefra som 17 årig. Den overbevisning er næsten second nature.

Nu sidder jeg så i Grønland. Geografisk meget langt væk fra mine veninder og min familie. Og har mit eget liv. Selvfølgeligt sker der helt naturligt noget afstand, fordi jeg er 4 timer bagud, og ikke lige er en togtur/gåtur væk. Alt er ikke som det plejer, for jeg KAN ikke være der fysisk hele tiden. Jeg har øvet mig på ikke at være så tilgængelig, kun i det omfang, det ikke overskrider mine egne grænser og også passer ind i MIT liv. Jeg skal ikke være til rådighed 24 timer i døgnet. Det skærer helt naturligt nogen fra og det er ok. Dem, som det er vigtigt for mig at holde en god kontakt med, dem går jeg stadig rigtig langt for. Jeg gør virkelig en indsats for at være nærværende i mine kæres liv på trods af den fysiske afstand. Men når jeg ikke bliver mødt i dét, at mine kære ikke ser indsatsen, så gør det saftsusme ondt. Når der ikke er respons på gaver, eller jeg tager mig selv i, at det IGEN er mig, der ringer op først eller tager kontakt, så bliver jeg ked af det ind i sjælen. Så mærker jeg, hvordan min gamle overbevisning igen blusser op, og jeg igen sidder og føler mig som en dårlig søster, datter, veninde etc. ”og det sgu da er klart, at der er ingen, der gider at ringe eller har lyst til at responderer på mine gestusser”. Og så kører angstens lastbil ellers med 200 i timen: du er dårlig til alt du laver, hvem tror du du er, alle hader dig, du er ikke god nok, hvad bilder du dig ind, du er værdiløs, du er uinteressant, du kan ikke finde ud af noget som helst, du er ubehagelig, ingen elsker dig [indsæt selv fuldstændige unødvendige og usande fornærmelser].

Så er det som om, alt det arbejde jeg har lagt i at forstå og acceptere, at jeg er lige som jeg skal være og jeg er god nok bare fordi jeg er i live – er pist væk, som dug for solen.

Men det skal fandme være løgn! Den overbevisning får mig ikke denne gang.  Niks, du. Den må jeg længere ud i fjeldet med. Jeg vil prøve noget andet. I stedet for at vænne det indad, så det æder mig op af angst, så prøver jeg at sige det højt til dem, der trykker på mine knapper. Knapperne kan kun trykkes på, fordi de mennesker betyder meget for mig og det er vigtigt for mig at få lov at være noget for dem – også selvom vi er geografisk langt fra hinanden. Den geografiske afstand er for mig ikke lig med emotionel afstand, og der er andre relationer, hvor jeg faktisk føler, at den emotionelle afstand er blevet meget tættere, som en konsekvens af den geografiske afstand.

Det er klart, når jeg vælger at bosætte mig i et andet land, langt langt væk, så har det konsekvenser. I særdeleshed, når ens relationer opdager, at det ikke bare er endnu en fiks idé (for dem har jeg, ærligt, mange af), men faktisk er et ægte valg om en længere tilværelse. Alle valg har konsekvenser – og jeg ved, at konsekvensen ved at blive i København, havde været alt for dyr for mig. Hvis det endelig skulle vise sig, at min overbevisning skulle holde stik, og de nære relationer virkelig praktiserer en ”out of sight, out of mind”, så var de nære relationer nok heller ikke så nære, som jeg troede.

I virkeligheden er det en dybt dybt selvoptaget overbevisning at have. Folk har travlt. Livet går bare. Jeg har hovedet oppe i min egen røv og det har de fleste andre egentlig også.

Vi slutter med et billede af det smukke scenarie i Nuuk, fra weekendens grilltur i fjeldet. -10 grader, stiv kuling, men en meget glad kæreste og en meget glad mig (med en borderline alvorlig forfrysning i røven). Enjoy

Den gamle følgesvend.. Og den helt nye!

Og så så man lige mig ikke opdatere bloggen i en evighed.

Det er der flere grunde til. Der er de sædvanlige.. Jeg har haft travlt på arbejdet. Og dét har jeg bestemt. Men der er også ske en masse andre ting.

Jeg har arbejdet ret meget med min angst ved en psykoterapeut over de sidste mange måneder. Hun har en anden tilgang til det, end jeg tidligere har prøvet med professionelle. Hvilket har været befriende på det gældende tidspunkt. Hun tager udgangspunkt i konkrete situationer, hvor jeg har oplevet angst, sorg og vrede, ej at forglemme. Min forbandede følgesvend. Og min drivkraft. Så arbejder man tilbage til oprindelsen af traumet, med sin nye viden, og fra det udgangspunkt ”reparerer” man gamle traumer. Det har været befriende ikke at skulle sidde og tale op al tidligere dårligdom, men i stedet arbejde med fysiske reaktioner og være helt nede i kroppen. Jeg må indrømme, at jeg var noget skeptisk. Og egentlig synes jeg det hele var lidt noget gøjl og kunne ikke rigtig se meningen med det. Men det har givet mig en bevidsthed på et andet niveau og været befriende, da jeg tit er ”oppe i hovedet” og sjældent helt nede i min krop. Og.. Jeg kan se det virker. I min dagligdag. Jeg reagerer på nogle andre måder, når jeg kommer helt derud, hvor angsten får sit klamme greb i mig og jeg bliver så overvældet, jeg går i baglås og fryser – eller agerer i affekt med vrede. Læringskurven er stejl disse dage, da mit arbejde udfordrer mig noget så gevaldigt både fagligt og personligt. Dog føler jeg mig privilegeret. Jeg er heldig, at jeg får lov til at opleve disse ting. Jeg får lov at komme tættere på mig selv. Jeg rykker milepæle disse dage. Og det er en gave – selvom gaven ikke altid er pakket flot ind og nogle gange kan fremstå decideret grim.

Der er sket noget andet fantastisk, som jeg troede ikke skulle ske for mig igen. Jeg er blevet forelsket. Ægte forelsket. Ned i maven og ud i tæerne, og med bankende pulserende hjerte, som til enhver tid kan flyde over af glæde, angst og/eller overvældethed (læs vilkårlig rækkefølge). Jeg har længe troet, at jeg var død inden i. Mest fordi der har hersket en apati inden i mig længe –både før min eks og jeg gik fra hinanden, men i særdeleshed også i tiden efter. Også fandt jeg ud af, at jeg kunne være vred. Og i sorg. Og mere vred. Men føle kærlighed… og forelskelse. Det troede jeg ikke, ville ske for mig igen. Det er ikke fordi jeg ikke har prøvet, guderne skal vide jeg har prøvet. Forceret og tilpasset, som jeg gør så godt, til andre mænd, hvor matchet ikke helt har været der. ”Men det bliver bedre, hvis jeg nu bare lige kan etc… lige kan skrue lidt ned.. lige kan være noget andet.. Så må han da kunne se, vi passer perfekt”. Nej. Svaret er nej. Fordi det gjorde vi ikke. Og ærligt talt.. Hvorfor bruge sin tid på nogen, som ikke holder af én, for den man er? Det ville jeg aldrig acceptere med mine venner. Så var det jo så let, at vi så ikke var venner mere. Men med kærlighedsrelationer, så skal jeg åbenbart så langt ud, før jeg kan mærke mig selv – alt det jeg IKKE er og så kan jeg flyde rundt i mit mindreværdskompleks, som fodrer min angst.

Hele processen omkring at flytte til et nyt sted. Nye omgivelser. Nyt job. Ny omgangskreds. Fokusset på andre steder. Det har virkelig gjort underværker for mig. Jeg kan spejle mig i nye mennesker, hvor jeg konstant bliver klogere på mig selv. Jeg kan sole og spejle mig i andres billede af mig, hvilket er sundt, da mit eget selvbillede har været noget videre forskruet i årevis. Det har skabt en åbenhed i mit sind til mine omgivelser, som var helt og aldeles lukket mens jeg har huseret i Danmarks hovedstad. Det har også skabt muligheden for at få revet tæppet helt og aldeles væk under mig – yet again. Af en smuk mand. Som er noget helt helt andet, end det jeg troede jeg nogensinde skulle have. Som accepterer mig, når jeg er mig. Kun mig. Dullet op lørdag aften, hvor jeg kroner mig selv til en fest, som den dronning jeg er, men også om søndagen, når jeg har leopardbukser på og et hoved på størrelse med USA (og hvad dertil hører – no pund inteended). Når jeg græder, fordi jeg ikke kan rumme mere, når jeg griner akavet højt som en hest, når jeg er upassende af helvede til og når jeg bare er stille. Facetterne er mange. Jeg er også i gang med at lære dem at kende – igen. Så der kan vi jo mødes.

Pointen med det her skriv er nok bare.. At hey, alt er godt. Jeg er glad. Livet giver mening. Mere end hvad jeg har oplevet i mange år. På nogle områder kan det minde om den spæde tilstand, jeg mærkede i mine teenageår, hvor jeg gjorde oprør – mod familien, mod det patriarkalske samfundssystem og mod systemkasserne, jeg så sjældent føler mig tilpas i.

Nu kæmper jeg bare inde i mig selv. Til plads til alle mine facetter. Samfundet er stadig patriarkalsk, og jeg passer stadig ikke i systemkasserne, men jeg kan så småt finde plads til mig selv – i mig selv. Så inden jeg ændrer verden, så finder jeg lige min egen plads først.

Her er et billede, hvor jeg ser sygt glad ud i DK’s efterårsvejr, mens jeg var på tjenesterejse. Fyldt op på familie og glædeskonto. Se mig nu. Dét skal nok lykkes. Work in progress. Peace mufas.

Skulle vi aller’ tale lidt om angst?

Jeg har tumlet længe med, hvorvidt jeg skulle poste det her indlæg. Fordi det er tabubelagt og fordi det er sårbart. Jeg har tidligere skrevet om fordelene ved at have et meget stort følelsesregister. For jeg er jo så heldig, at jeg mærker tingene meget. Meget kærlighed og glæde, men også meget sorg, skam og vrede.

Jeg har levet længe med angsten, men den er blevet værre, eller ihvertfald mere insisterende, jo ældre jeg bliver. Den starter som en svag prikken i cellerne og gør opmærksom på sig selv. Som dagene eller ugerne eller månederne går, vokser den sig større. Tit ender det med, at jeg lukker af for alt kontakt og ligger som limet til sengen, fordi jeg er angst for, at verden bryder sammen, hvis jeg forlader lejligheden.

Angsten er én ting, men skammen jeg føler ved at være angst, er næsten værre. Jeg har altid set angst, som en svaghed. En dyb fejl i mit indre, som skal ties ihjel og ignoreres, for så går det forhåbentligt væk. Skammen bunder også i tanker om, at jeg ikke kan tillade mig at være angst. Så slemt har jeg ikke haft det. Folk sulter stadig i Afrika og andre har haft det værre end mig. Så jeg må lige tage mig sammen. Før i tiden, dulmede jeg det med alkohol. Jeg dulmede det også med andres problemer. Jeg bliver overinvesteret, overansvarlig og min retfærdighedssans går fuldstændig agurk – på andres vegne. Det er lettere at kæmpe på andres vegne, end at kigge indad og arbejde med mine egne uhyre. Men den forsvarsmekanisme, den skal stoppe, for den gør mig vitterligt syg. Så nu prøver jeg med full disclosure. For jeg vil ikke skamme mig mere.

Hvad er det så, du er så angst for Sille? Det er mange ting. Men mest af alt handler det om, at jeg er bange for ikke at være god nok. Ikke at slå til. Ikke at være værdig til andres kærlighed. Jeg kæmper med næb og kløer for at holde fast i de ting, der står mit hjerte nær. Jeg er angst for at miste, for at blive afvist og for blive afskrevet. Angst for selv at give slip. Fordi jeg jo netop kender værdien af de ting jeg har, og jeg elsker så højt og hårdt. Der er meget langt at falde, når man flyver højt.

Men arbejdet er begyndt. Første skridt var at acceptere, at jeg overhovedet kan være vred og ked af det. Det må jeg godt være, det er ikke farligt, folk forlader mig ikke af den grund og jeg rejser mig igen. Nu handler det om at gå ind i følelserne, mens de er der, så de ikke ender i et angstudbrud af undertrykkede følelser. Der var en meget klog professionel, der engang sagde til mig “Jamen Sille, det værste er jo allerede sket. De oplevelser og følelser kan ikke skade dig mere. Det ér allerede overstået. DU bestemmer hvad, hvornår og hvordan du vil genbesøge det og hvad du vil arbejde med, bid for bid. Og så lukker du døren igen. Og repeat. Til du er klar til at være færdig”.

Jeg øver mig hver dag i at sige “Jeg må gerne være her”. Jeg må nemlig gerne være her. Lige som jeg er. Også når jeg er angst. Også når jeg har det svært. Jeg må gerne få hjælp til at bære verden på mine skuldre og jeg må gerne lade være med at bære andre, hvis ikke jeg har overskuddet. Nogen gange er det mig, der skal bæres. Det behøver ikke at koste noget eller være på bekostning af noget, at jeg er i en relation. Jeg kan ikke styre alting, og det skal jeg ikke. Nogen gange sker ting bare. Jeg skal lytte til min mavefornemmelse, for den har ret i, hvad der er godt for MIG. Og det er jo mig, der skal leve med mig. Jeg skal lære at give slip.

80% af mine dage er gode, hvor jeg kan være tro mod mig selv og sige til og fra. Det er 80% mere end det var for 1,5 år siden. Det går fremad og jeg er med. Det er dælme komplekst at være menneske – og det er ok. Jeg må godt være her. Og det må du også!

Lakseshow

Som I jo ved, så er jeg havnet i en fiskeelskers paradis. Og jeg er en fiskeelsker. Så jeg har det fandme godt – også på et skrabet budget. I går lavede en fræk panderet med røget laks. Jeg prioriterede simpelthen at bruge mine sidste kroner denne måned på et stykke laks – jeg fortryder intet. 😀 Laksen blev blandet med køleskabets rester: meget trætte grøntsager, en slat sur hvidvin og lidt halvsuspekt langtidsholdbar fløde. Resultatet var eminent. Her kommer opskriften:

Aftensmad til to dages lakseshow:

250 g. røget laks (mit var frossen)

Ca. 350 g. cherrytomater

Et bundt forårsløg

Rosmarin (gerne tørret, mit var.. engang frisk, nu lidt udefinerbart midt i mellem)

Fløde (noget, der svarer til ca. en dl)

Et ordentligt sprøjt hvidvin

Lidt olie eller smør at stege i

Salt og peber

Fuldkornspasta (eller som jeg, en blanding af soyapsta og fuldkornspasta)

Vask alle grøntsagerne. Sæt en gryde med vand over, og smæk en pande med olie på varme. Skær tomaterne i halve og hak forårsløgene rustikt (tilfældigt). Smid grøntsagerne på panden og rod godt rundt i det løbene. Skær din laks i tern. Put rosmarin i. Når tomaterne er blevet lidt bløde, så fyrer du et sprøjt hvidvin i og lader det koge i.. fem min. ca. Når vandet i din gryde koger, så putter du pasta i. På panden, der putter du nu fløde i og lader det koge lidt ind.

Til de utålmodige, så skruer du bare op for varmen og sørger for at røre godt.

Når det er kogt lidt ind, så skruer du ned for varmen og putter laksen i. Så skal det ca. have fem min. mere. Smag til med salt og peber. Hæld vandet fra pastaen og eeehh voila, så er der dælme serveret.

Velbekomme og selvtak. 😉

HELLO WORLD

Hold nu fast.. Der er gået næsten 4 måneder siden sidste indlæg. Og jeg skal da lige love for, at der er sket ting og løjer siden sidst. Det virker faktisk næsten helt absurd at læse sidste indlæg igennem kontra hvor jeg er henne nu, psykisk men i særdeleshed også fysisk.

Jævnfør sidste indlæg, så besluttede jeg mig nemlig for at tage mig selv alvorligt og endelig handle på det. Det resulterede i, at jeg pr. 1 juni 2018 tog et job i Nuuk og derfor jo skulle flytte fra min elskede lejlighed i København. Det betød også, at jeg skulle have afviklet en noget kompliceret kærlighedsrelation inden jeg tog afsted. Hvilket gjorde hele processen op til afgangen til et stort flammehav af begejstring, sørgmodighed, usikkerhed, lykke, og kærestesorg. Åh, hvor hele følelsesregisteret fik tæsk. Og åh, hvor var det bare vigtigt, at jeg gjorde det.

Det kan måske virke lidt dramatisk og ekstremt, bare at pakke sit gode tøj og skride til Grønland fordi man synes livet er lidt tarveligt. Klart, klart. Dét er også ekstremt og der ligger også tusind andre grunde til beslutningen. Men tit og ofte, så skal jeg helt ud på klippeafsatsen og hænge i én arm udover, før at jeg kan mærke at jeg lever. Så nu bor og arbejder jeg simpelthen i Nuuk på ubestemt tid. Og det er helt vidunderligt (og udfordrende og frustrerende og skønt). Jeg skal kun forholde mig til mig selv og mine behov, ikke min families, venners, kæresters. Nej. Mine. Kun mine. For første gang nogensinde tror jeg egentlig, at jeg er klar til at lære mig selv at kende lige så stille. Det kan muligvis lyde som en flugt umiddelbart, men ved at fjerne unødig støj og rod rundt om mig, giver jeg mig selv de bedste rammer for lige netop dét: at møde mig selv uden forbehold. Nu prøver jeg, så må det briste eller bære – og jeg glæder mig!

Nå, men nok om det. Fremtidige opskrifter kommer jo så til at bære præg af, at jeg nu er bosat et sted, hvor friske grøntsager koster spidsen af en jetjagger og mit budget kan karakteriseres som ”pisse skrabet med momentær luksus”. Sådan er det i hvert fald lige nu, indtil jeg kommer ovenpå økonomisk igen efter indskud, flytning osv. Dem, som har fulgt mig et stykke tid, ved at jeg har været i Grønland før. Dengang spiste jeg LCHF. Det gør jeg ikke nu. Jeg spiser det, som jeg vil. Hvis du vil læse mit tidligere Grønlandsindlæg, kan du trykke her. 🙂 

Så hey hey, velkommen til et helt nyt kapitel. Sille, 26 år, bosat i Nuuk, voksenjob og med en fiskestang, jeg ikke kan finde ud af, hvordan virker. Det kan simpelthen kun blive godt. Jeg er spændt!

Ps. Hvis du har tips og tricks til Grønland, eller opskrifter, der kan få frosne grøntsager til at smage friske, så skyd mig en besked!

Madplan 33 og søndagstanker

Sidste uge har båret præg af at være hele følelsesregisteret igennem. Jeg har simpelthen tænkt alverdens tanker. Det vidunderlige forfærdelige er, at jeg efterhånden kan mærke min mavefornemmelse igen. Men når jeg kan mærke den – så forpligter det også til at handle på den. Og jeg er ikke klar til at handle på den – også selvom jeg godt ved, at det nok er det bedste for mig på sigt. Så jeg køber mig mere tid.. Som ikke føles helt godt, eller helt skidt. For så er alt som det plejer. Det ukendte skræmmer mig fra vid og sans.

Jeg havde en dejlig veninde på middagsbesøg i går, hvor vi fik vendt hele verden og jeg kan mærke, at jo mere jeg ærligt siger tingene højt, jo mere forpligter det. Det skræmmer mig, for synes folk rundt om mig så, at jeg er svag, når jeg ikke tør gøre noget ved min situation lige nu? Og så slår det mig, hvorfor jeg pludselig, igen, er så opslugt af hvad andre mennesker mener om mig? Dén dårlige vane troede jeg, jeg allerede havde lagt på hylden. Det viser bare, at processen i at udvikle selvværd, lære sig selv at kende og elske sig, er mega lang og kontinuerlig. Den er aldrig slut og det er en lang udvikling. Der er så sindssyg meget personlig læring i det her for mig. Måske jeg en dag i den nærmere fremtid tør at tage mig selv og de følelser jeg mærker alvorligt og handle på dem.. Det vrider sig helt i maven, når jeg tænker på det, både af nervøsitet og af spænding. Er jeg sådan en, der tør tage mig selv alvorligt?

Og så til noget langt mindre alvorligt.. 🙂 Der er madplan til den næste uge. Om lidt smutter jeg ud i kulden, sneen og det meget smukke vejr og hygger mig med at handle ind..

Søndag

Formiddag: Kaffe med fløde og greenie

Frokost: Kerneknækbrød med ost

Aften: Rester af blomkålssalat, hummus og en stor muh-rød rib-eye

Mandag

Morgen: Kaffe med fløde, ½ greenie

Frokost: ½ greenie

Aften: Gryderet med nakkefilet og jordskokkemos

Tirsdag

Morgen: Kaffe med fløde og greenie

Frokost: Stegt torskerogn med agurk og gulerodstængler

Aften: Rester af gryderet

Onsdag

Morgen: Kaffe med fløde og ½ greenie

Frokost: ½ greenie, peberfrugtsmadder med tunsalat

Aften: Svampesuppe

Torsdag

Morgen: Kaffe med fløde og greenie

Frokost: Stegt torskerogn med agurk og gulerodstængler

Aften: Ovnbagte kyllingelår med flødejordskokker

Fredag

Morgen: Kaffe med fløde,  ½ greenie

Frokost: ½ greenie, peberfrugtsmadder med tunsalat

Aften: Rester fra i går

Lørdag

Formiddag: Kaffe med fløde og greenie

Aften:  Biksemad med kebab og rodfrugter på panden

Denne uge vil jeg prioritere at komme afsted til yoga og pilates tre gange. Det gør noget virkelig godt for mig. Det vidste jeg egentlig godt, men jeg havde glemt det. Den 1½ time, er MIN 1½ time. Kun for mig, af mig og til mig. Det er guf for sjæleroen, når man har anlæg til, at ens hjerne kører med 1000000000000 km/t i hverdagen. Hvad vil du gøre af gode ting for dig selv i denne uge? 🙂

Madplan 32

Jeg forsøger mig med endnu en madplan. Den her madplan bærer præg af mere grønt også til aftensmaden og ikke så voldsomt meget kød. Jeg går igennem nogle perioder, hvor jeg simpelthen ikke har lyst til kød overhovedet. Det er fint, for jeg tror kroppen regulerer sig selv på den måde alt afhængigt af hvad den har brug for. 🙂

Fredag

Morgen: Kaffe med fløde, greenie

Frokost: 2 gulerødder, snackpeber og 1 fiskefrikadelle

Aften: Karrysuppe fra Mou

Lørdag

Formiddag: Kaffe med fløde og greenie

Aften:  C kommer på besøg . 😀 Frisk blomkålssalat med pesto, ærter og edamebønner, kylling/chorizo med grønt i ovn.

Søndag

Formiddag: Kaffe med fløde og greenie

Aften: Rester fra lørdag

Mandag

Morgen: Kaffe med fløde, greenie

Frokost: Gulerødder, agurk, snackpeber og 1 fiskefrikadelle

Aften: Grøn bønnesalat med bagt ørred

Tirsdag

Morgen: Kaffe med fløde og greenie

Frokost: Gulerødder, agurk, snackpeber

Aften: Rester fra mandag + dampet broccoli

Onsdag

Morgen: Kaffe med fløde og greenie

Frokost: Gulerødder, agurk, snackpeber og 1 fiskefrikadelle

Aften: Aubergineruller med tomat/fetafyld og kikærtesalat med persille

Torsdag

Morgen: Kaffe med fløde og greenie

Frokost: Rester af onsdagens aftensmad

Aften: Karrysuppe fra Mou

 

 

I denne uge vil jeg lægge ansigtsmaske og tage et dejligt fodbad. Jeg er begyndt at hænge søde, kærlige post-its op ved mine spejle, så når jeg kigger i spejlet, så kan jeg ikke undgå at se dem. Dem skal jeg øve mig på at sige højt, mens jeg kigger mig selv i øjnene. Det lyder lidt fjollet, men det virker. 🙂

Hav en vidunderlig uge!

Morgen greenie

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er sindssyg dårlig til at spise morgenmad. I det hele taget er jeg ret dårlig til at spise godt, nærende og ordentligt, når det ikke er i en social setting. Er vist det man kalder en social-eater. Derfor er det endnu vigtigere, at jeg har nogle gode vaner på plads. Jeg deler derfor min morgenmads greenie. Grunden til at jeg har gjort den her grønne frækkert til en vane er:

1.  Jeg er ikke god til fast føde om morgenen, så jeg drikker den i stedet. Så kan jeg høre morgenradio, tage make up på og sidde og stene samtidig.
2. Det bliver noget jeg gør per automatik, så jeg ikke behøver at tænke over det og opfinde den dybe tallerken.
3. Det er LET og jeg får et skud vitaminer fra morgenstunden (måske formiddagen).

Greenien varierer efter hvad jeg har af fryse og frisk grønt, men den ser næsten altid sådan her ud:

Opskriften er på slum, men for ca. at lave 2 glas greenie skal du bruge:

½ øko citron

Stort glad kamille te

6 kugler frossen grønkål

Stort håndfuld frossen broccoli

2-3 kugler frossen spinat

½ avocado

1 kop frosne jordbær

2-3 cm. ingefær

Chiafrø

1 æg

Start med at brygge en kop kamillete og lad den trække. Fyr alle de frosne ting op i blenderen sammen med avocadoen, chiafø og flæk ægget. Skær skallen af den halve citron, put i blenderen, skær så alt det hvide af citronen og put det op i blenderen. Skræl og skær ingefæren ud, op i blenderen. Så hælder du kamilleteen op i blenderen, putter låget på og blender hele molevitten til en grøn lækker drink. Hæld på glas og drik det med et skørt dejligt sugerør. Værsgo. Hav en dejlig dag. 😀

Den kan laves ud i det uendelige. Nogle gange putter jeg blåbær, hindbær, mango, hvidkål, agurk, banan, blomkål osv. Det handler helt om hvad du har i køleren og fryseren. Pointen er, at det er let og det smager lækkert.

Store tanker en lørdag aften..

Verden har lige mistet to mennesker indenfor de sidste 72 timer. Eller.. Min verden. Det har sat lidt tanker igang om tidligere oplevelser. Eller.. Måske stadig den nuværende verden, for jeg lever i det, stadig, hver dag..

Sangen ovenfor beskriver i store træk min oplevelse af dyb kærlighed og sorg. Og i musikken finder jeg.. Mening, trøst, en følelse af ikke at være alene.
Det er skørt med sorg, for det er egentlig først her man virkelig lærer sig selv at kende. Nu skal jeg måske holde det på egen banehalvdel, men det var her jeg begyndte at lære mig selv sådan rigtigt at kende. Også i de skjulte afkroge, som jeg gør så meget for at gemme væk, glemme, fortrænge. I sorgen får jeg mødt dem alle sammen.

Og det er egentlig ligegyldigt hvilken sorg, der er tale om. Død, hjertesorg, afskrivelse. Den bliver bare tydeligere, når et menneske dør. Fordi du definitivt aldrig skal se det menneske igen. Du får aldrig en do-over, for mennesket er væk.
Og jeg kan mærke alting stejler i mit sind ved tanken om, at deres tilstedeværelse er væk. For hvad betyder væk og hvor fanden er det henne? Kan man tage en 2 zoners derhen?

Da jeg var barn, troede jeg i aller bedste Astrid Lindgren ånd, at vi alle sammen skulle til Nangijala. Jeg blev nonfirmeret efter at have gået til alt konfirmationsforberedelsen og meldte mig ud af folkekirken dagen jeg blev 18. Jeg lavede egentlig en pagt med min mormor, at hun ikke måtte dø inden jeg havde fundet ud af, hvor hun skulle hen. Vi plejede at grine lidt af det, men så gik hun jo simpelthen hen og døde. Og jeg ved stadig ikke hvor hun gik hen. Det er ikke fordi jeg ikke er troende, jeg er bare ikke sikker på hvad. Det eneste, der egentlig giver mening for mig, er at dem vi savner lever videre i os. Deres aftryk på vores liv, oplevelser.. Og måske energi? Energi til universet. En frekvens. Med den tanke, så kan vores energier godt møde hinanden i en smuk sammenhæng igen. Måske. Indtil da, så varmer jeg mig på minderne.

Nogle gange er døden næsten lettere håndgribelig end et brud eller en afskrivelse. Der vælger DU det aktivt fra eller bliver aktivt valgt fra. Og menneskerne og dig skal leve videre med den viden. For hvad nu hvis…? Da jeg skulle leve videre efter bruddet på min eks valgte jeg at betragte det som en død. Døden af den ubetingede kærlighed til hinanden. For kærligheden var der, det var bare pludselig ikke nok mere. Og hvad nu hvis..? Ja. Hvis og hvis, min røv er spids. Det var vitterligt den eneste måde at kunne komme videre for mig. Det skulle sørges. For det var smukt og nu er det ikke længere. Og livet går videre, ligesom når nogen dør. Tiden stopper ikke og der er stadig forpligtelser. Det er helt skørt, for da min mormor døde, der ved jeg ikke hvad jeg havde forventet. Et hornband, fyrværkeri.. Måske ikke. Men jeg havde ikke ihvertfald ikke troet livet bare gik videre..  Bare sådan.. Og pludselig er der gået et år og livet er bare gået videre.

Sorg er en underlig størrelse.. De siger, at det bliver bedre. Og hvad betyder bedre så egentlig? Det ved jeg stadig ikke. Men livet fortsætter stadig. Faktisk.. Og faktisk så kan man jo også selv gå hen og dø. Derfor er det så åndssvagt vigtigt at have lavet et testamente, så du kan lette dem, der sørger. Ærligt talt, det er sgu det mindste du kan gøre, så de ikke skal stå der i 10 meter sorg og ikke ved, hvilken sang du vil bæres ud på og om du hader liljer.

Jeg kan også mærke det sætter nogle tanker igang i forhold til hvem jeg investerer min tid, energi og tanker i. For.. Folk kan jo vælge at gå eller gå hen og dø. Og det er skræmmende. Men jeg får aldrig den helt gode dybe relation før jeg tør investere. Hele butikken. Og enten flyver eller gør mig sårbar for at synke. Det er så dybt angstprovokerende for mig. Sårbarhed er noget jeg øver mig på at anskue som en styrke. Derfor overvejer jeg også den her online playshop fra @femmeemilie og @avalonkahn. For selvom der er mange glæder ved at have en stor følelsespalet, så er det netop også det jeg mærker, når jeg er i sorg og er sårbar. Og tænk, hvis jeg kunne lære at se det som en fordel og noget, der arbejder MED mig.. Og måske endda elske det. Fagre nye verden..

Madplan 31

Jeg er startet i aktivering i den her uge, hvilket betyder, at jeg skal begynde at have madpakke med, så jeg kan sidde dernede og være flittig. Sheisse, hvor jeg håber, der snart er en organisation, der bider på den her dygtige godte.. Under alle omstændigheder er det faktisk rart nok at komme afsted og få noget struktur. Det er sådan jeg trives bedst.

Egentlig spiser jeg normalt ikke morgenmad, men drikker bare en kæmpe kop kaffe. Men det er ret smart, for jeg laver min greenie og hælder på mit fancy glas, som jeg kan have med. Så fyrer jeg den i fryseren indtil sidste øjeblik jeg skal ud af døren. Så er den stadig dejlig kold til frokost. Jeg laver altid for meget, så det, der ikke kan være i fancyglasset, det når jeg så at drikke inden jeg suser ud af døren. Smart. Pisse smart.

Nå, men det var ellers videre nedslående, da jeg kiggede på min konto i morges. Jeps, zero dollars. No money, no honey. Men altså.. A girl has got to eat! Og denne maduge byder på ret mange sociale arrangementer.. Hvor jeg er værtinden. Haha! Ris til egen røv. Så jeg har stået og kigget desperat ind i fryseren og køleren efter rester. Det skal dog ikke stoppe mig fra at glæde mig helt ustyrligt til at fejre min veninde, der bliver færdig med eksamen, hygge med min gamle studiegruppe, spise lækker mad med en anden veninde og tage på Bremen og se min seje svoger i sit nye soloshow “Klassebilledet”.  😀

Det er forresten også den gode ting, jeg gør for mig selv i denne uge: vidunderligt socialt samvær! ❤

Torsdag

Morgen: Kaffe med fløde, ½ Greenie af: Spinat, grønkål, jordbær, blåbær, ½ citron, chiafrø, æg, ingefær og en stor kop kamillete

Frokost: Den anden halvdel af greenien og grøn bønnesalat med feta og solsikkekerner.

Eftermiddag: 2 FLASKER PAGNE! WUUUH, fordi min vidunderlige veninde har været til eksamen.

Aften: Spiser ved C.. Medmindre jeg har fået for meget pagne.. Så går jeg bare hjem i seng. 😀

Fredag

Morgen: Kaffe med fløde, ½ greenie (se ovenfor)

Frokost: ½ greenie og grøn bønnesalat med feta og solsikkekerner

Aften: Laks med persillecrust og blomkålsmos

Lørdag

Formiddag: Kaffe med fløde og greenie

Aften:  Kødsovs med squashgetti

Søndag

Formiddag: Kaffe med fløde og greenie

Aften: Spiser ved C

Mandag

Morgen: Kaffe med fløde, ½ greenie

Frokost: ½ greenie og 2 store fiskedunser

Aften: Tapas-amok med dejlige damer

Tirsdag

Morgen: Kaffe med fløde og ½ greenie

Frokost: ½ greenie og 2 store fiskedunser

Aften: Spicy kidneybønnesalat med persille, grøn bønnesalat  og stegt kylling.

Onsdag

Morgen: Kaffe med fløde og ½ greenie

Frokost: ½ greenie, 1 fiskedunse og restesalat

Aften: KÆMPE restefest fra hele ugen! Wuuuuh!

Hav en vidunderlig uge derude og sørg for at gøre nogle ting, som varmer helt ned i maven. 🙂